Når dit barn starter til svømning vil det være i vores lille bassin. Her er vandet lunt (ca. 30 grader) og vanddybden perfekt, når de små skal blive fortrolige med vandet.
Fælles for alle hold gælder:
- Det er vigtigt at I, inden I tilmelder jeres barn et hold, læser beskrivelserne af de enkelte hold, så I får tilmeldt jeres barn på et hold der passer til deres niveau.
- Vi anvender bælter, hvis barnet har brug for det, men ikke vinger.
- Når der svømmes og dykkes, må barnet anvende svømmebriller, men ikke dykkermaske (fullface/halfface).
- Langt hår sættes i en hestehale eller flettes, så barnet ikke generes af vådt hår i ansigtet under svømning (evt. badehætte).
- Bruger barnet stadig ble, SKAL der anvendes badeble, også under badetøjet.
- Alle hold afsluttes med en svømmeprøve, som barnet kan tage, hvis det har lyst.
Vandtilvænning, mandag og onsdag 16:15 – 16:45:
Holdet er for børn, der ikke før har gået til svømning, og som ikke er fortrolige med vand. Vi skal lege og have det sjovt og derved blive trygge i vandet. Holdet henvender sig til børn mellem 3 og 7 år. Det bliver et lille hold med max. 10 børn, da far eller mor (eller anden ansvarlig voksen over 18 år) deltager sammen med barnet.
Målet er, at barnet bliver fortrolig med vandet og opøver færdigheder så det kan bestå “Vandprøven” ved sæsonens udgang.
Begyndere, mandag og onsdag 16:45 – 17:15:
Holdet er for børn, der sidste år måske har gået på Vandtilvænning eller ikke før har gået til svømning, men som er lidt fortrolige med vand. Vi skal lege og have det sjovt og derved blive trygge i vandet. Barnet kan starte det år det fylder 4 år. Holdet er uden deltagelse af forældre.
Målet er, at barnet ved sæsonafslutning har opøvet færdigheder, så det kan bestå “Kant til kant”-prøven. For at barnet kan starte på holdet, skal det kunne følgende:
– Være fortrolig med vandet
– Være i stand til at modtage instruktion
Let øvede, mandag og onsdag 17:15 – 17:45:
Holdet er for børn, der måske har gået til svømning en enkelt sæson på begynderhold, og som er nogenlunde fortrolige med vand. Vi skal stadig lege og have det sjovt, men vi skal også så småt begynde med basissvømning, samt lære at få hovedet under vand. Hen imod slutningen af sæsonen prøver vi at dykke med hele kroppen under vand. Barnet kan starte det år det fylder 5 år.
Målet er, at barnet ved sæsonafslutning har opøvet færdigheder, så det kan bestå “Delfinprøven”. For at starte på holdet, skal barnet kunne følgende:
– Hoppe i fra kanten
– Puste æg eller bold fra kant til kant
– Hoppe fra kant til kant
– Hente tre ringe op fra bunden
– Svømme med hjælpemiddel fra kant til kant
– Flyde med orm
Øvede, mandag og onsdag 17:45 – 18:15:
Holdet er for børn, der har gået til svømning før og som er fortrolige med vand, men endnu ikke er klar til det store bassin. Vi skal i løbet af sæsonen lære basissvømning og forberede os til at kunne starte i det store bassin i næste sæson. Vi slutter sæsonen af med at prøve at være i den lave ende i det store bassin. Barnet kan starte det år det fylder 5 år.
Målet er, at barnet ved sæsonafslutning har opøvet færdigheder, så det kan bestå “Bronzeprøven”. For at barnet kan starte på holdet, skal det kunne følgende:
– Hoppe i fra kanten på det dybe
– Puste ud i vandet med næsen over vandoverfladen
– Delfinhop fra kant til kant
– Hente 3 ringe med hele kroppen under vand
– Svømme med hjælpemiddel fra kant til kant – uden at røre bunden
– Flyde med eller uden hjælpemiddel